Danskhed. Allerede i den tidligste middelalder fra det femte århundrede og frem kan man tale om en dansk identitet, påviser ny ph.d.-afhandling. Det var dog ikke den samme identitet som nutidens »danskhed«, der stadig er en konstruktion skabt i 1800-tallet.

Dansk identitet bliver 1.000 år ældre

Af Anders Lundt Hansen, bragt i Weekendavisen #7, 17. februar 2017, sektionen ”Ideer”.

Jeg kunne have gået på samme vej for 1100 år siden. Over åen og gennem bykernen forbi torvet. Dengang havde jeg gået på frossen lervej eller glat træbelægning, i dag er det på gågadesten. Dengang var det mellem lave lerklinede huse med røg op gennem stråtaget. De fineste var kalket og malet og med udskårne dørstolper. I de mindre fine huse døjede barfodede slaver med vinterkulden. Nede ved åen ville der ligge skibe, hvor sejl og mast var taget ned for vinteren; langskibe og tykmavede købmandsskuder mellem hinanden. Måske var et par morgenfriske fiskerjoller ved at blive roet ind med nogle af de havørreder, der netop var fanget ved åens udløb.

A propos åens udløb, på datidens danske tungemål ar-os, så gav det byen dens navn. Aarhus er på denne dag både ramme for og et vægtigt argument i historiker Kasper H. Andersens ph.d.-forsvar. I 800- og 900-tallet var Aarhus en af de multietniske og flerreligiøse handelsbyer i Danmark, som skaffede kongemagten prestige og rigdomme. På vej til auditoriet, hvor forsvaret skal foregå, når jeg til gaden »Volden«, en sproglig rest af den forsvars- og toldmur, der manifesterede kongernes magt over stedet, og som fortalte enhver, at der eksisterede en centralmagt, man skyldte både skat og lydighed.

»Min hypotese er, at der opstod en dansk kongemagt allerede i 400-500-tallet. Der må have været en elitegruppering, som identificerede sig som dansk,« siger Kasper H. Andersen. »Men vi ved intet om, hvor langt den identitet nåede ud i samfundet. Så når jeg siger, at der var en dansk identitet i fortiden, så betyder det ’bare’ det, at nogen identificerede sig som dansk. Og det gjorde man i hvert fald på eliteniveau.«

Den danske identitet i 400-500-tallet – en periode som i en europæisk ramme kaldes den tidligste middelalder – var ikke den samme som den danske identitet, vi kender i dag. Der er ingen lineær sammenhæng mellem de to. Nutidens danske identitet, »danskheden«, er stadig en konstruktion fra 1800-tallet, siger Kasper H. Andersen. Men siden 400-tallet har herskere i det sydlige Skandinavien opfattet sig som tilhørende etniciteten danerne, og de har prøvet at udbrede en loyalitet til dette forestillede fællesskab.

De har haft en magtpolitisk grund til den politik, nemlig at holde på deres stormænds og undersåtters loyalitet. I 700- og 800-tallet befæstede eliten handelspladser som Aarhus, Ribe og Hedeby. De tjente ikke kun praktiske formål, men skabte også sociale rum, hvor etnicitet blev aktualiseret. Det samme gjorde herskernes andre magtmanifestationer gennem århundrederne, såsom ringborge, runesten, gravhøje, broer, sølvmønter, haller, volde samt sandsynligvis tingmøder, religiøse fejringer, hal-gilder, flådemønstringer og andre iscenesatte socialt mobiliserende fænomener.

Kongerne havde et konstant behov for at aktualisere identiteten som danere, for der eksisterede adskillige konkurrerende identiteter. Først og fremmest slægtsloyaliteter, men også venskabsbånd, troskabsløfter, samt religiøse, regionale og hierarkiske identiteter. Begrebet »fædreland« eksisterede blandt latinskkyndige skribenter, men det var ikke et trumfkort, der slog andre loyaliteter af banen. Sådan ønskede kongerne og den øverste samfundselite muligvis, at det skulle være, men i realiteten var også deres egen hird og deres egne handelspladser et mylder af sprog og etniciteter:

»Vi kan se i kilderne og det arkæologiske materiale, at man godt kunne være medlem af kong Harald Blåtands eller kong Knud den Stores hird, selv om man var fra det slavisktalende område eller fra det nuværende Norge eller det nuværende Sverige,« siger Kasper H. Andersen.

Den danske identitet bliver med Kasper H. Andersens forskning rykket cirka 1.000 år tilbage i tiden. Blandt identitetsforskere har den dominerende opfattelse været, at nationale identiteter tidligst opstod ved indgangen til moderne tid, det vil sige omkring år 1500. Denne modernistiske opfattelse har haft indflydelsesrige internationale forkæmpere, mest prominent teoretikeren Eric Hobsbawn. De har været uenige om det var trykpressen for 500 år siden, eller den industrielle revolution for cirka 200 år siden, der var den endelige katalysator for at få nationsbegrebet ud af nogle begrænsede herskerkredse, og gøre det til en generel identitet. I dansk historieforskning fik den modernistiske opfattelse klarest udtryk i værket Dansk identitetshistorie fra 1990-91, som karakteristisk nok begynder ved året 1536.

I modsætning hertil dokumenterer Kasper H. Andersen, at der har eksisteret forestillinger om en dansk identitet, siden det romerske rige brød sammen i 400-tallet i Vesteuropa. Herskerne i det geografiske danske rum – et begreb han bruger for at undgå det anakronistiske »Danmark« – søgte at etablere en forestilling om et etnisk fællesskab samlet under en politisk ledelse. Gennem herskernes magtudøvelser blev identiteten allerede fra 400-tallet en politisk realitet, som manifesterede sig for store dele af samfundet, for eksempel i form af skatteinddrivelser eller anlæg af forsvarsværker og monumenter. Den etniske identitet blev dermed løbende aktualiseret for store dele af befolkningen, konkluderer Kasper H. Andersen.

Det samme skete hos frankere, frisere, saksere, angelsaksere, longobarder, burgunder, goter og stribevis af andre aristokratiske krigerkulturer i Europa i magttomrummet efter det vestromerske imperium, så danerne var en del af en generel europæisk tendens. Økonomisk hvilede eliten på landbrugsproduktion og kontrol med handel, og overskuddet investerede eliten i social prestige i form af smukke våben, store fester, prangende gravmæler og fortællinger om, at de havde et fælles ophav i en fjern og legendarisk fortid.

Det mønster gik igen i århundreder, fra Theoderik den Stores mausoleum i Ravenna fra 520rne over Karl den Stores kapel i Aachen omkring år 800 og til Harald Gormsøns (kaldet Blåtand) sten og høje i Jelling fra cirka 960erne. Monumenterne skulle skabe en symbolsk forbindelse mellem elitens repræsentanter, deres dynasti i fortiden og det territorium, som de på deres direkte efterkommeres vedkommende gjorde krav på for fremtiden.

At det ofte var et herskerstyret ideal snarere end jordbundne realiteter ser man af de tre herrers efterlevned. Theoderiks italienske rige smuldrede efter hans død. Karls efterkommere splittede hans rige i tyske, franske og mange andre stumper, så det ikke er blevet samlet siden. Harald blev dræbt i et oprør anført af sin egen søn. Andre interesser overtrumfede ofte den etniske identitet, men i hvert fald i det danske tilfælde rokkede oprør og andre former for politisk ustabilitet ikke ved elitens forestilling om at være dansk. Harald Blåtands søn, Svend, definerede også sig selv som dansk.

Undersøgelsen, som Kasper H. Andersen har foretaget, indeholder den til dato mest omfattende og systematiske gennemgang af de tidligste skriftlige kilder til Danmarks historie. De skriftlige kilder går tilbage til romerne omkring starten af vores tidsregning og op til undersøgelsens slutpunkt omkring år 1000. Gennemgangen byder på et par nye opdagelser. De gamle romere, som kort nævner Norden i deres geografiske værker fra år 0 til år 200, gør det ud fra nogle stereotypiske opfattelser af verdens indretning og har i realiteten stærkt begrænset viden om nordiske forhold. Så deres optegnelser om Norden som hjemland for kimbrere og andre sagnomspundne folkeslag kan i det store og hele affærdiges som litterære konstruktioner.

I starten af 500-tallet dukker betegnelsen »dani« op for første gang. Det ord, som senere blev til daner og senere igen til danskere.

»Noget af det rigtig interessante i afhandlingen er, at jeg kan rykke tidspunktet for, hvornår danerne første gang bliver omtalt. På baggrund af kilder fra senantikken og tidlig middelalder viser jeg, at der allerede omkring år 500 blev skrevet om danerne,« siger Kasper H. Andersen og uddyber:

»De første, som nævner danerne og landet Dania, er gotiske historieskrivere ved Theoderik den Stores hof i Ravenna; det vil sige i første del af 500-tallet eller muligvis endda sidst i 400-tallet.«

Ravenna var på det tidspunkt hjemsted for en gotisk-latinsk blandingskultur, og interessen for at viderebringe korrekte oplysninger i stedet for at gengive Antikkens stereotyper blev stærkere. Det taler for, at »dani« er en konkret forekommende etnicitet i Nordeuropa, om end detaljer i de kortfattede overleveringer omtaler stadig skal tages med et gran kildekritisk salt.

Fra 700-tallet og fremefter er der talrige omtaler af daner – faktisk fra alle de nabolande, hvor skriftkulturen er udbredt. Efterhånden forekommer også runesten fra Norden, som giver et indtryk af en herskergruppe, der identificerer sig selv som daner og manifesterer sin magt militært og monumentalt.

Da de sidste kilder, som omtaler Norden, uden at nævne danerne, er fra omkring år 200, og de første kilder, som nævner danerne, er fra omkring år 500, konkluderer Kasper H. Andersen, at den elite, der definerede sig selv som daner, etablerede sig i Sydskandinavien imellem disse to årstal. Samtidig viser arkæologiske fund en markant ændring i Sydskandinavien omkring år 400. Store haller og rige bopladser af hidtil uset omfang skød op ved Gudme på Fyn, ved Lejre på Sjælland og Uppåkra i Skåne. Guld i form af smykker, våbenpynt og de møntlignende brakteater er nye fund, som pludselig dominerede arkæologernes fund fra denne periode, og de er udsmykket i en slynget dyrestil, som ikke er set før.

Den ændring i fundbilledet tolker Kasper H. Andersen således, at en guldglad krigerelite, der efter al sandsynlighed definerede sig som daner, sejrede i en magtkamp i det sydskandinaviske område omkring år 400.

Danskere kan åbenbart godt lide at høre om sig selv, for auditoriet var proppet under Kasper H. Andersens forsvar. En stor del af de historikere og arkæologer, der har defineret de seneste 30 års forskning i Danmarks ældste historie optog siddepladserne, og studerende klumpede sig langs væggene. Formand for bedømmelsesudvalget professor Bjørn Poulsen fra Aarhus Universitet satte i sin opposition fingeren på det ømme punkt: Forskningens politiske implikationer. »Danskhed« er et emne, man brænder fingrene på. Kasper H. Andersens konklusioner går imod nationalistiske antagelser om en essentiel danskhed med dybe historiske rødder. Samtidig åbner kritikken af det modernistiske standpunkt for angreb fra den modsatte politiske fløj.

I betragtning af emnets sprængkraft var modtagelsen overraskende rolig. De officielle opponenter slog ingen sprækker i det tætvævede panser af kilder, og blandt koryfæerne på bænkene fandt ingen anledning til at opponere ex auditorio. Doktoranden selv afslørede undervejs, at han for at undgå det politiske minefelt ikke tidligere har ladet sig interviewe til pressen om sine undersøgelser af den danske identitet.

Kasper H. Andersens resultater er blandt andet opnået ved, at han i sine analyser har brudt de traditionelle fag- og periodegrænser i dansk fortidsforskning, så epokerne »germansk jernalder« og »vikingetid« står noget gennemhullede tilbage. I stedet ser han 500-tallet og de efterfølgende århundreder som en del af Middelalderen, hvad der åbner for de nye opdagelser:

»Vikingerne agerer utroligt middelalderligt, når man begynder at nærlæse kilderne,« siger Kasper H. Andersen. »Hvis man måler på, hvem der plyndrede mest, slog flest ihjel og modtog mest tribut, så var karolingerne (Karl den Store og hans efterkommere i det nuværende Frankrig, Tyskland med mere i 800-tallet) meget mere vikinge-agtige end skandinaverne.«

At den tidligste danske identitet ikke er forbundet med den nuværende understreger Kasper H. Andersen flere gange under ph.d.-forsvaret:

»Jeg har ikke fundet danskheden. Danskhed er et meget abstrakt begreb, er det frikadeller eller er det frisind? Det afhænger af, hvem man spørger. Begrebet dansker, som vi forstår det i dag, er fra 1800-tallet.«

Blandt de væsentligste forskelle på Middelalderens og nutidens danske identiteter nævner Kasper H. Andersen sproget, der i dag har en nærmest sakrosankt status. Det havde det ikke i Middelalderen. Den danskhed, som Grundtvig og andre af 1800-tallets intellektuelle opbyggede, ser han som et ideologisk projekt, der stadig påvirker os: »Det var et ideologisk program, hvor nationalstaten styrede og regulerede, hvilken slags historie der for eksempel skulle undervises i i skolen. Og det gør vi stadigvæk i dag i høj grad.«

Opbyggelsen af den nye danske identitet i 1800-tallet byggede ifølge Kasper H. Andersen på en stor del ukorrekte historiske myter om Middelalderen, som for eksempel historien om Dannebrog der faldt ned fra himlen. Den myte har betydning for opfattelsen af flaget i den danske identitet i dag.

»Vikingebegrebet er også en stor del af det nationale narrativ, og det er et glimrende eksempel, for det er en konstruktion, som især arkæologen J.J.A. Worsaa konsoliderer i anden halvdel af 1800-tallet,« siger Kasper H. Andersen og nævner igen, at identiteter ikke er statiske:

»I 1800-tallet bestod den danske identitet af folkemøder og fædrelandssange, i dag er det sportsbegivenheder og bestemte former for mad, der er en del af det danske. Det varierer, hvad det vil sige at være dansk. Det varierer fra individ til individ og fra kontekst til kontekst.«

 

Kasper H. Hansen: »Da danerne blev danske. Dansk etnicitet og identitet til ca. år 1000«. Aarhus Universitet, upubliceret ph.d.-afhandling, forsvaret 10/2 2017.