Følelser ved fronten

Vikinger og andre kampgrupper i Nordens middelalder brugte teambuilding og ritualer til at opnå sammenhold i multietniske og multisociale krigergrupper.

Af Anders Lundt Hansen

Bragt i Weekendavisen #36, 9. september 2016, sektionen ”Ideer”.

Den grundlæggende hær-organisering i Norden, fra så langt tilbage som 700-tallet, var et lid. Lidet var den gruppe krigere, som en stormand kunne samle omkring sig, og holde forsynet med mad, udstyr, sejre og fede fester i sin hal. Til gengæld ville de kæmpe og dø for ham, i al fald i teorien, og i de blomstrende digte, som stormændene betalte skjaldene for at foredrage ved festlige lejligheder. Men hvordan opnåede de reelt den troskab fra deres kampgruppe, som de ønskede sig? Det har en tværfaglig forskergruppe af antropologer, arkæologer og sociologer undersøgt, og de fandt frem til, at et par velkendte begreber fra psykologien kan supplere de arkæologiske fund og skriftlige kilder,

I betragtning af sommerens diskussion om vikinge-begrebet her i avisen, skal det lige præciseres at selv om den teknisk korrekte betydning af ordet er ”sørøver”, så bruger forskerne her v-ordet som en etnisk betegnelse for skandinaver i perioden 750-1050, og forholder sig ikke til de nationalistiske konnotationer.

De psykologiske begreber er Ingroup Identification og Identity Fusion

En ingroup er en gruppe af personer som med sprog, påklædning, etnicitet, ritualer, musik eller andre markører, adskiller sig fra en outgroup, som er alle andre. Tænk fodboldfans, religiøse sekter eller mænd i jakkesæt.  Ingroup Identification er optagelsen af gruppens særheder som en del af ens selvopfattelse. Man overbeviser sig selv om at Brøndby spiller godt, at Scientology lyder helt fornuftig, eller at et slips er behageligt at gå med. Elementerne bliver til en del af en selv.

Ingroup identification har været kendt og undersøgt af psykologer siden 1970’erne, og personer med høj grad af gruppeidentifikation er mere tilbøjelige til at se sig selv som identiske med de andre gruppemedlemmer, og at påtage sig udgifter og ulemper hvis det kan gavne gruppen. Grupper med høj grad af identifikation opnår bedre sammenhængskraft og resultater.

Identity fusion er skridtet videre, hvor man danner følelsesmæssige bånd med de øvrige gruppemedlemmer, følelsesmæssige bånd af den højeste menneskelige formåen, der som regel er reserveret afkom og nære familiemedlemmer. En sådan identitetssammensmeltning opstår lettest ved at gruppen udsættes for udfordrende og traumatiske oplevelser. Et studie fra 2011, af krigere fra den libyske borgerkrig viser for eksempel, at 97 % følte sig knyttet til deres bataljon, og 45 % følte sig mere knyttet til deres bataljon end til deres familie. Blandt deltagere, der ikke havde været i kamp, var det kun 28 %, der følte sig mere knyttet til deres bataljon end til deres familie. Identitetssammensmeltning fører til ekstrem offervilje for gruppen, og en følelse af gruppens overlegenhed og endda usårlighed i forhold til andre grupper. Det kan også føre til øget mistillid og fjendskab over for dem, som ikke er med i in-gruppen.

At det hænger sådan sammen, er noget som enhver oversergent i en hvilken som helt hær på et hvilket som helst tidspunkt har været klar over. Men kombinerer man den viden med fund og skriftlige kilder fra Nordens middelalder, får man noget nyt frem:

For det første, at et lid havde behov for team-building. Knogleanalyser af krigergrave fra England og fra Trelleborg på Sjælland viser, at krigergrupperne var multietniske. Som på nutidens professionelle fodboldhold, kæmpede folk fra det nordligste Norge sammen med østeuropæere, baltere, og folk fra Sydskandinavien. Også socialt var lidene blandet. De skriftlige kilder fortæller at både slaver, krigsfanger, såvel som aristokratiets sønner, kunne ende i lid sammen, om end der ikke står noget om deres indbyrdes rang.

Så der var et behov for at få de heterogene grupper smeltet sammen til en slagkraftig militærenhed. In-grupper konstrueres omkring fælles symboler, og mange skriftlige kilder fortæller at et lid kæmpede omkring et banner. Det giver mening, al den stund bannere blev brugt til signalering på Europas slagmarker siden romernes tid, hvis ikke før. Så når den angelsaksiske krønike under året 878 fortæller at et banner blev erobret fra en angribende styrke, virker det troværdigt. Og hærbannernes praktiske formål kan uden problemer kombineres med symbolsk betydning og bruges til at inspirere fællesskab.

Påklædning, frisurer og påklædning har formodentlig også spillet en rolle. Periodens gravfund viser en mængde af forskellige smykker, knapper, kamme og omhyggeligt udførte klædedragter. Hvem der gik i hvad, og hvordan de bar tøjet, brocherne, skægget, eller hvad det nu har været, var formodentlig betydende identitetsmarkører.

Endelig har hvert lid formodentlig haft et ide-sæt at samles om. En kult vil i al fald kunne forklare de mange henvisninger til nordiske krigere, der gejler sig op til kamp ved ritualiserede vredesudbrud, de såkaldte bersærker. En skakbrik fra 1000-tallet, som er udskåret i hvalrostand, viser en rasende kriger, der bider i sit skjold.

I den førkristne tid giver det mening at Odin var involveret i den slags kult. Han er kendt som døds- og krigsgud, der med trancer og shamanistiske ritualer overskrider grænserne omkring menneskernes verden. Skulle man forvandle sig fra et menneske til et rasende vilddyr, der flåede fjenderne fra hinanden, ville Odin være den oplagte gud at bede til. I en grav ved Hedeby fra 800-tallet, er der hos en død høvding fundet to dyremasker af filt. Måske fordi hans lid havde kamp- og indvielsesritualer, der skulle skaffe gudens kraft til gruppen, og i realiteten fungerede som fælles identitesskaber, i forhold til andre samfundsgrupper og andre stormænds lid.

 

B. Raffield, C. Greenlow, N. Price & M. Collard: ”Ingroup identification, identity fusion and the formation of Viking war bands”, i World Archeology volume 48, 2016, “The Archaeology of Coalition and Consensus”. Tilgængelig på www.tandfonline.com