Mordet i Finderup. Det er kun et spor af et spor, men det er nok til at kaste nyt lys på danmarkshistoriens mest betydningsfulde mord. Historiker Svend Clausen tager

Tilbage til Laden

Af Anders Lundt Hansen, bragt i Weekendavisen #47, 25. november 2016, sektionen ”Ideer”.

I krimier ser man den gamle opdager, der igen og igen vender tilbage til den samme sag, mordet som han aldrig fik opklaret. Plaget bladrer han i de gulnede papirer og håber, at han endelig vil få øje på det spor, han havde overset i alle de mellemliggende år. Et spor, eller bare antydningen af et spor, der kan føre ham tættere på retfærdighed for både offer og forbryder og give detektiven fred i sjælen.

Sådan et mord ligger og rumler i danmarkshistorien. Igen og igen vender Danmarks historikere tilbage til den mørke novemberaften – i tirsdags var det 730 år siden – hvor kong Erik Klipping og hans jagtselskab red ind på den kongelige ladegård i Finderup, en halv snes kilometer sydvest for Viborg. Da næste morgens mørke blev spredt, lå kongen dræbt af 56 sår plus et ekstra under bæltestedet.

Det skortede ikke på mistænkte til mordet i Finderup Lade. Snart sagt hver anden stormand i landet hadede kongen, men kongens marsk – det vil sige hærfører – Stig Andersen, blev syndebukken. På et parlament i Nyborg 1287 blev marsk Stig og en række af hans støtter dømt for mordet. De var klogelig ikke selv til stede ved domsafsigelsen, men i gang med at forberede deres afrejse fra riget. De fandt en mægtig forbundsfælde i kongen af Norge, og de næste mange år blev urolige med kampe og plyndringer over store dele af Danmark.

”I sin samtid prægede mordet den politiske situation resten af århundredet. Den norske konge støttede de fredløse, som søgte tilflugt hos ham. Så der blev krig med Norge.” fortæller Svend Clausen.

Kilderne til drabet og domfældelsen er få og tvetydige, og sagen mod marsk Stig og de sammensvorne var politisk ladet, så historikerne har aldrig betragtet sagen som opklaret. Igen og igen er de vendt tilbage til de samme få spor i sagen, og igen og igen har de lagt papirerne fra sig med et opgivende suk.

Indtil endelig en dag, hvor historiker Svend Clausen fik øje på en overset detalje. Et af de tålmodige spor, som virkelighedens sager består af, og som langsomt øger vores viden om fortiden.  I Det Kongelige Biblioteks forskningstidsskrift Fund og Forskning bind 55, 2016, fremlægger Svend Clausen beviser for, at der har eksisteret en samling af pergamenter, der blandt andet indeholdt Stig Andersen og hans støtters forklaringer på, hvad der skete i Finderup. Hidtil har historikerne kun haft få og tendentiøse kilder til at belyse mordet, så at få syndebukkens egen forklaring, vil være sensationelt.

Marsk Stig-håndskriftet kalder Svend Clausen samlingen af sagsakter, og sporet af de mystiske dokumenter fører os tilbage til slutningen af 1500-tallet. Der sad historikeren Anders Sørensen Vedel i Ribe og var af regeringen blevet sat til at skrive en officiel danmarkshistorie. En del af Vedels noter og kladder til arbejdet er bevaret, herunder en årstalsliste med tilhørende noter, hvoraf to synes at knytte sig til året 1286: »Marsk Stigs in 4to« og »Alter Marsk Stigs in 4to«. Det viser, at Anders Sørensen Vedel havde en pergamentsamling til rådighed, som vedrører marsk Stigs rolle i mordet. Ordet »Alter« i den anden note er efter al sandsynlighed latin, og noten skal nok forstås som »det andet håndskrift om marsk Stig«. Det betyder, at han formodentlig har haft to udgaver af håndskriftet til sin rådighed. Firtallet viser, at de begge var i kvartformat, det vil sige en mellemstor bogstørrelse med en højde på 25-35 centimeter.

Hvordan Anders Sørensen Vedel fik fat i dette håndskrift kan man ikke sige, men som et led i sin opgave som officiel historieskriver rejste han mellem 1586 og 1590 land og rige tyndt og samlede middelalderkilder til sit arbejde. Noget tog han med sig i originaludgaver, andet lod han afskrive, så han kunne arbejde med kopierne. Både breve, registre og krøniker og meget andet middelaldermateriale fik han samlet sammen. På den måde kan han have fået fingre i sagsakterne om mordet i Finderup, men de kan også stamme fra hans forgænger i embedet som officiel historieskriver, der havde efterladt ham en betydelig bunke af kildemateriale.

Grundigheden med arbejdet blev ikke til Anders Sørensen Vedels fordel. Efter ti års arbejde var der stadig ingen bog klar, og i 1595 var Christian IV’s regering træt af at vente på historikeren, fyrede ham og ansatte en anden mand til at gøre opgaven færdig. Al Vedels omhyggeligt indsamlede materiale måtte han give videre til efterfølgeren, og ved den lejlighed blev der udfærdiget en grundig liste over materialet. På den liste optræder Marsk Stig-håndskriftet: »Marsk Stigs Historie paa Pergament, Klage Artickel oc Giensuar, effter Kong Erick Gleppings Død, ved hans Søn oc Marsk Stig oc hans foruandte.«

Anklage og forsvar er nok ordene, vi i dag ville bruge, i stedet for klageartikel og gensvar. Den søn, der nævnes, er Erik Klippings søn Erik Menved, der overtog faderens stilling, og som statsoverhoved formelt havde anklagerfunktionen, selv om han på dette tidspunkt endnu ikke var myndig. Håndskriftet indeholdt altså de væsentligste elementer i retssagen mod marsk Stig og hans forbundsfæller.

Anders Sørensen Vedels efterfølger som hofhistoriker nåede heller ikke at færdiggøre sit arbejde, for han døde i 1602, og igen måtte der laves en overlevering. På denne næste liste optræder Marsk Stig-håndskriftet igen. Og det dukkede op en sidste gang, da også den næste hofhistoriker døde i utide i 1608. Herefter blev hele kildesamlingen overleveret til universitetsbiblioteket i København, og Marsk Stig-håndskriftet stod stadig på listerne.

Derfor lå mordsagens vigtigste dokumenter formodentlig på deres plads på universitetsbibliotekets hylder den smukke, men blæsende efterårsdag i oktober 1728, da en lysestøber tæt ved byens vestre port fyrede for hårdt op under sin tilsodede skorsten.  Skorstensbranden spredte sig til husenes tage, og tre døgns flammende inferno fulgte, hjulpet på vej af uheld, tørvejr og uduelighed. Københavns brand i 1728 åd sig igennem en fjerdedel af byen og undgik hverken rådhus eller kirker. Universitetsbiblioteket lå på loftet af Trinitatiskirken ved Rundetårn. Rundetårn er en stenbygning, der kunne tåle ilden, så fra gaden lignede den en rasende vulkan, der spyede ild og aske fra kirkebygningens flammer. I den aske fløj Marsk Stig-håndskriftet bort sammen med århundreders arbejde for at indsamle og bevare den væsentligste viden om Danmarks fortid.

Med Marsk Stig-håndskriftet således gået op i flammer er der ingen udsigt til, at vi nogensinde får marskens egen udlægning af, hvad der skete omkring kongemordet. Alligevel betyder opdagelsen af manuskriptets eksistens, at der på to områder bliver kastet mere lys over den dunkle novembernat i 1286.

For det første viser det, at historikere før Københavns brand i 1728 havde et potentielt bedre kildegrundlag at skrive historien på, end vi har i dag.

”Vi skal se på den ældre tids historikere med nye øjne. Når vi læser dem, skal vi være bevidste om, at de har haft dette manuskript til rådighed” siger Svend Clausen .

For det andet beviser den betegnelse, manuskriptet fik i overleveringslisten fra 1595, at den almindelige procedure i Middelalderens retspraksis blev fulgt i sagen mod marsk Stig, i al fald i grove træk.

”Manuskriptet viser ikke, om det var et justitsmord eller ej” siger Svend Clausen,” men det sætter immervæk en grænse for, hvor stort et justitsmord, det kunne være. Der var en retsorden som man var nød til at tage seriøst. Der blev afholdt en proces, ellers ville det håndskrift ikke have eksisteret.”

Retssagen var naturligvis stadig politiseret, men proceduren med at lade den anklagede forsvare sig og lade forsvaret nedskrive og indgå i sagsbehandlingen, – »Klage Artickel oc Giensuar« – blev også benyttet i andre sager på samme niveau. Et eksempel er den myrdede konges søn og arvtager Erik Menved, som førte lange retslige kampe mod Ærkebiskop Jens Grand, og hvor samme procedure blev anvendt.

Mordsagen er endnu ikke opklaret, og bliver det måske aldrig. Svend Clausen tør højst drømme om, at der en dag vil dukke kopier eller dele af det gamle håndskrift op, måske Anders Sørensen Vedels ’Alter’-version: ”Jeg kan ikke udelukke noget 100%, og der bliver stadig fundet ting i arkiverne, men det er usandsynligt .”   siger han, men opdagerne kan tilføje yderligere et spor til den ellers korte liste over kilder til mordet i Finderup Lade.

 

Svend Clausen: »Mordet i Finderup Lade og det tabte Pergamentcodex, eller Jagten på den Forsvundne Skat« i »Fund og Forskning i Det Kongelige Biblioteks Samlinger« årgang 55 (2016).

 

​